.

Hvad er kropsterapi for mig?

Kropsterapi er meget mere end massage

Jeg bliver ofte spurgt om, hvad kropsterapi er. Og mit svar er altid forskelligt fra gang til gang, for det er og kan så meget forskelligt. Kropsterapi er først og fremmest en alternativ holistisk behandlingsform, som jeg mener er i stand til at gribe nogle problematikker og udfordringer an på nye måder.

Man finder hver sin kropsterapeutiske vej.

Som kropsterapeut finder man sin egen vej og tilgang.  

For mig er kropsterapi en fin vekselvirkning mellem et godt og solidt håndværk og evnen til at skabe rummet, så det uforudsigelige kan opstå. De håndværksmæssige færdigheder baserer sig på konkrete teknikker såsom massage, akupressur, pulsering og vejrtrækning. Disse redskaber er med til at skabe et stærkt fundament og gunstige forhold, så man kan arbejde sig ned i problemstillingerne.   

For det kræver et roligt nervesystem, hvis du vil i dybden og forstå de krop/psyke sammenhænge, som udspiller sig imellem det, du tænker og mærker.


Kropsterapi er en støtte i klientens egen proces og udvikling. 

At være kropsterapeut handler for mig om at arbejde sig hen imod klientens selvstændighed og egen rådighed. Derfor er kropsterapi en alternativ terapiform, som har til formål at forebygge. Den har til hensigt at åbne op og frisætte potentialer lagret i en selv. Derved kan den skabe rum og forståelse til at styrke og facilitere kropslig bevidsthed. Det er vigtigt, at man som klient ikke kommer med ønsket om at ville “fixes” men er villig til selv at gøre det arbejde, der også kræver, når man går ind i en kropsterapeutisk proces.


Kropsterapien blev min vej til frihed.

Jeg ser kropsterapien som en alternativ behandlingsform til et sundhedsvæsen, jeg mener ikke altid har løsningerne for alle. 

Jeg var selv en af dem, der ikke kunne finde vejen og hjælpen gennem det etablerede danske sundhedssystem. Det fik mig til at søge. Søge efter andre veje at gå. 

I min søgen fandt jeg kropsterapien, og kropsterapien kunne hjælpe mig.

Min oplevelse som klient hos min første kropsterapeut.

For mig handlede det om at blive lyttet til, set og forstået uden nødvendigvis at få nogle svar eller analyser. Jeg oplevede at være i et trygt rum med plads til mig, hvor min terapeut mærkede mere i stedet for at tænke. Her blev historien omfavnet med nysgerrighed uden hensigten om, at noget skulle fixes. Jeg oplevede, at alt var godt, som det var og samtidig være i et rum, hvor min krop kunne få lov til at udtrykke sig frit. For det havde den brug for. 

I min kropsterapeutiske proces kom svarene til mig undervejs. Kropsterapien blev min støtte og noget, jeg lænede mig op ad.

Det var også hos min kropsterapeut, at jeg for første gang mærkede en sitrende varme i hele min krop. Som en glød, der blev tændt op og fik tilført ny energi.  

Kropsterapien startede min personlige udvikling og gav mig noget at arbejde med. En proces, som hele tiden skifter udgangspunkt og form fra dag til dag. 

Kropsterapien tager udgangspunkt i hvad der brug for her og nu.

Der er dage, hvor kropsterapien baserer sig på meridianstimulering, hvis jeg fornemmer stagnationer i energi-flowet. Der er dage, hvor kropsterapien giver tid til analyse og forståelse for, hvordan ens følelser bliver reguleret, mødt og forstået mest hensigtsmæssigt. Der er dage, hvor kropsterapien er værktøjerne til at afstresse nervesystemet ved eksempelvis vejrtræknings- og pulseringsteknikker og bindevævs massage. Der er dage, hvor kropsterapien er en gåtur i skoven uden nogen egentlig plan. Kropsterapien er dynamisk, og behandlingen opstår tit i rummet. 

Derfor er mit svar altid forskelligt, når folk spørger mig, hvad kropsterapi er.