Meningløshed

Meningsløshed taler ind i forståelse

4/12-2024

Føler du sommetider et tab af mening i tilværelsen? 

Er det svært for dig at sætte ord på, hvorfor disse tilstande af meningsløshed opstår?

I perioder i livet kan vi alle gennemgå tilstande af meningsløshed – dog i forskellig grad. Mange kender til de tunge følelser, som hører sig til, såsom afmagt, ligegyldighed og opgivenhed. Tit overgiver vi os til disse og derved meningsløsheden. Vi konstaterer at ‘sådan er det bare’. Dyrker man meningsløsheden, kan det resultere i stagnation og passivitet i livet.  

Jeg er af den overbevisning, at man altid kan finde en mening – også i det, der kan føles meningsløst. Det handler om nysgerrigt at undersøge, forholde sig til og konfrontere det, du oplever som meningsløst.

Min erfaring siger mig, at der ofte ligger noget dybere til grund for den oplevede tilstand af meningsløshed. Ofte er dette dybt forankret i dig selv og kan være svært at forstå og kommunikere ud. Man har måske svært ved at forstå sig selv, og dermed føler man sig heller ikke forstået af andre. 

Man kan med tiden opbygge et indadskuende tankemønster, hvor dårlige tanker om en selv og den verden, man er den del af, vil forstærke ens tilstand af meningsløshed.

Alle disse negative tanker og tilstande forplanter sig også i kroppen som blokader og stagnationer, og oftest er man ikke selv bevidst herom. Man kan også have oplevet et traume tidligere i livet, som rent kropsligt ikke er blevet forløst og dermed ikke mødt og forstået.   

 
Kropsterapien tager udgangspunkt i en årsagsbehandling og fokuserer nødvendigvis ikke på et bestemt symptom. Jeg kan gennem en undersøgende samtale kaste nye perspektiver på dit liv og din livssituation. Via rytmiske, pulserende teknikker og akupressurtryk kan jeg skabe bevidsthed ned i din krop til at komme nærmere årsagerne til de tilstande, du oplever.

TYNDTARM-energien forbindes blandt andet med tungsind, hvor den i ubalance kan forstærke tilstande af meningsløshed. Nogle kalder den også for kroppens anden hjerne og den har dermed en stor betydning for, hvordan vi bearbejder og forholder os til vores følelser.    
Med et åbent og nysgerrigt blik støtter jeg dig i selv at finde frem til årsagen bag tilstanden. Kroppen rummer en klarhed og ærlighed. I dig ligger alle svarene.

Ud af meningsløsheden kommer tit de største glæder.